FAQ om konservatoruddannelsen

 

1. Hvordan bliver jeg konservator?

Du kan uddanne dig som konservator på Konservatorskolen. For at kunne søge optagelse på uddannelsen skal du opfylde Konservatorskolens adgangskrav. Minimumskravet er en studentereksamen eller tilsvarende gymnasial uddannelse og kemi på mindst B-niveau. Det kan dog være en fordel at tage kemi på A-niveau, da der er kemi involveret i mange emner på uddannelsen.

2. Kan man blive optaget på konservatorskolen hvis man har en kandidatuddannelse i forvejen?

Ja, kandidatreglen gælder ikke for Konservatorskolens uddannelser.

3. Optager Konservatorskolen studerende hvert år?

Nej, på Konservatorskolen optager vi studerende på bachelorstudiet hvert tredje år. Næste gang i 2013. I 2010 optog vi 50 studerende fordelt på skolens 5 afdelinger.

Dog optager vi studerende på kandidatstudiet hvert år. For at blive optaget på kandidatstudiet skal man have en bacheloruddannelse inden for konservering - ikke nødvendigvis fra Konservatorskolen i København.

Ansøgning til kandidatstudiet foregår UDEN ANSØGNINGSSKEMA. Skriftlig ansøgning skal indsendes til Konservatorskolens sekretariat i perioden 15. april til 15. juni, i år med bachelorafgang er fristen dog forlænget til august.

Ansøgningen skal indeholde: Ansøgerens navn, adresse og tlf., oplysninger om den adgangsgivende eksamen samt - hvis det kendes - emne for specialet.

I forbindelse med optagelsen får de studerende adgang til skolens Intranet, hvor de - ud over at angive deres adresse og e-mail - forventes at holde sig løbende orienteret om studiet.

4. Hvor lang tid tager uddannelsen?

Konservatorskolen udbyder tre uddannelser:

En bacheloruddannelse som er normeret til 3 år. Omkring 90% gennemfører denne uddannelse på normeret tid.

En kandidatuddannelse som er normeret til 2 år oven på en bacheloruddannelse. Gennemførelsestiden er mere varieret på kandidatstudiet, idet det er et mere individuelt styret studium.

En forskeruddannelse (ph.d) som er normeret til 3 år oven på en kandidatuddannelse.

5. Har I kurser for potentielle ansøgere?

Nej

6. Skal man anvende det koordinerede ansøgningsskema (KOT)?

Ja, Konservatorskolen er fra 2013 med i det koordinerede optag: www.optagelse.dk - søg på konservator.

7. Hvornår er ansøgningsfristen til Konservatorskolen?

Ansøgningsfristen er 15. marts 2013.

8. Kan man tage kemi B på Konservatorskolen?

Nej, vi tilbyder ikke suppleringskurser for optagede studerende. Ansøgere, som mangler kemi B, kan f.eks. henvende sig på et gymnasium eller et VUC.

I Storkøbenhavn administreres alle suppleringskurser af KVUC, som har hjemmesiden http://www.kvuc.dk/ 

9. Optager Konservatorskolen studerende fra udlandet?

Ja, hvis man er kvalificeret, dvs. har en adgangsgivende eksamen svarende til studentereksamen herunder kemi på mindst B-niveau, som eksempelvis i Norge hedder kemi 3kj, og kan følge undervisning på dansk.
Man kan læse mere om adgangseksaminer på flg. Internetside: http://www.ciriusonline.dk/Default.aspx?ID=1549

10. Kan man skifte til en anden studieretning/linje undervejs?

Nej, uddannelserne på Konservatorskolen specialiserer sig meget tidligt i forløbet, og det er derfor ikke muligt at skifte til en anden afdeling undervejs.

11. Jeg har ikke en adgangsgivende eksamen - hvad gør jeg?

Du skal sende en dispensationsansøgning, som skal sendes til Konservatorskolens Studienævn, Esplanaden 34, 1263 København K. Du skal dog være opmærksom på, at Konservatorskolen har så mange kvalificerede ansøgere, at det ikke er sandsynligt, at du vil kunne få dispensation.

12. Kan jeg lære at udstoppe dyr på Konservatorskolen?

Uddannelsen som taxidermist kan ikke tages på Konservatorskolen. Henvend dig i stedet til Dansk Zoologisk Konservatorforening, www.dzk.dk.
Taxidermi indgår dog i nogle af kurserne på Naturhistorisk linje.

13. Er studiet SU-berettiget?

Ja, både bachelor- og kandidatstudiet på Konservatorskolen er SU-berettigede.

 

 

Til forsiden