Kulturhistorisk linje

På Konservatorskolens kulturhistoriske linje beskæftiger vi os med bevaring af forarbejdede genstand af arkæologisk eller historisk oprindelse. Materialerne er typisk metaller, glas, keramik, tekstiler, skind, læder, knogler, tænder og rav.

 

Kulturhistorisk_linie400x250

 

Undervisning på Kulturhistorisk linje

Undervisningen på Konservatorskolens bacheloruddannelse på Kulturhistorisk linje er tilrettelagt med henblik på at give en bred teoretisk og praktisk indføring i de vigtigste områder inden for konservering og restaurering af kulturhistoriske genstande.

Der gives undervisning inden for følgende områder:

Glas og keramik, også kaldet silikater. Her gennemgås materialernes opbygning og nedbrydning sammen med teknologihistorie og fremstillingsteknikker. Endvidere lægges der vægt på konserverings- og restaureringsteknikker.

Metalkonservering består af flere kurser. Der gives en almen introduktion til elektrokemi, specielt med henblik på korrosionens grundbegreber og korrosionsformer for forskellige metaller. I metallære og teknologihistorie gives en introduktion til metaller og deres naturlige forekomst samt forarbejdning og anvendelse gennem historien. Inden for konserveringskurset undervises i mekaniske og kemiske afrensnings- og stabiliseringsmetoder samt overfladebehandling på recent metal. I kurset om konservering af forhistoriske metaller introduceres jordbundskorrosion. Desuden gennemgås metoder til konservering af forhistoriske metaller med særligt henblik på oldsager af jern og bronze.

Undervisningen i tekstilkonservering omhandler både historiske og arkæologiske tekstiler. Den strækker sig over et semester, hvor undervisningen er opdelt i 3 hovedområder: dokumentation, nedbrydning og konservering.

Der startes således med kurser i dokumentation af tekstiler, dvs. fiber- og farvestofidentifikation, tekstile teknikker, bindingslære, og tekstilhistorie samt grundlæggende viden om materialer og teknikker anvendt ved fremstilling af tekstiler.

For at kunne vurdere et tekstils nedbrydningsgrad og konserveringsbehov undervises der i naturlige og syntetiske tekstilfibres kemiske og fysiske bestanddele, egenskaber og nedbrydningsforløb. 

Slutteligt undervises der i midler og metoder til konservering af restaurering af tekstiler, herunder rengøring, stabilisering og opbevaring af tekstiler. Alle kurser vil bestå af en teoretiske såvel som en praktisk del, hvor sidstnævnte vil bestå af øvelser eller praktisk konservering af udleverede genstande.

 

 

Nummer 9

 

Inden for animalske materialer undervises der både i kollagen- og keratinbaserede materialer. I læderkonserveringskuset lægges der vægt på læderteknologi, analyse af læder, konservering af læder, pelsværk og jordfundne lædergenstande. I kurset om konservering af hårde, organiske væv, såsom knogle, tak, tand og elfenben, gennemgås nedbrydningsprocesser, bevaringsmiljøer, opbevaringskriterier og konserverings- og restaureringsmetoder.

Vegetabilske materialer omfatter her træ og rav. Inden for trækonservering undervises i vedbestemmelse, de vigtigste konserveringsmetoder til vanddrukkent træ samt i restaurering af udvalgte, recente trægenstande. Ravkurset omfatter materialelære og konservering af jordfundet rav.

Desuden er der kurser i fotografisk dokumentation, afformning og kopiering, feltkonservering, kompositte genstande, arkæologi, kemi og teknisk museologi.
 
En del af undervisningen gives som fællesundervisning.

Nærmere oplysninger om Kulturhistorisk linje fås ved henvendelse til afdelingsbestyrer Jane Richter

 

Optagelse på Kulturhistorisk linje

Ved optagelse på Kulturhistorisk linje gælder de almindelige optagelseskrav for Konservatorskolen.

 

Nummer 8

 

Bevar mig vel! Hvad laver en kulturhistorisk konservator?




Følg Merethe, der arbejder som konservator på Tøjhusmuseet i København. Som kulturhistorisk konservator spænder hendes arbejde bredt. Arbejdet består bl.a. af konservering og klargøring af museets uniformer og våben. Merethe er uddannet fra Kulturhistorisk Linje på Konservatorskolen.

 

Du kan også følge, hvordan man 3D-scanner en enestående velbevaret jernalderkjole fra Hammerum tilhørende Herning Museum i en video fra Konserveringscentret i Vejle.

 

Til forsiden