|
|
||
Monumentalkunst
På Konservatorskolens linje for monumentalkunst beskæftiger vi os med bevaring af fx metal- og stenskulpturer, kalk- og andre vægmalerier samt bygningsoverflader som mosaik og farvepuds.
Undervisning på MonumentalkunstUddannelsen har konservering og restaurering af fri og arkitekturbunden skulptur samt muralmaleri og arkitekturoverflader som hovedområder. Hensigten med afdelingens undervisning er at sætte den studerende i stand til at analysere årsager og sammenhænge i nedbrydningen af genstande og materialer inden for de områder, der dækkes af studieforløbet, herunder miljøbetinget nedbrydning. Herudover lægges der vægt på indlæring af praktiske færdigheder inden for discipliner, der knytter sig til konservering og restaurering af monumentalkunst. Undervisningen i skulptur omfatter konservering og restaurering af traditionel skulptur udført i naturlige bjergarter, keramiske materialer, kalk, gips og cement. Herudover undervises der i konservering og restaurering af metal, træ og glas.
Undervisningen i muralmaleri og arkitekturoverflader omfatter konservering og restaurering af muralmaleri, interiøre og eksteriøre pudsoverflader samt tredimensionelle, murbundne dekorationsteknikker og mosaik. Undervisningen inden for disse emner følger normalt konceptet: Materialernes opbygning, forarbejdning, anvendelse, nedbrydning, konservering, restaurering og vedligehold. Den teoretiske undervisning suppleres med øvelser og praktisk arbejde på indlånte originalgenstande samt projektarbejde på lokaliteter uden for Konservatorskolen, idet der tilstræbes en ligelig fordeling mellem teori og praktik.
Endvidere undervises der i fotografisk og grafisk dokumentation, opmålingstegning, lovgivning, konserveringshistorie og -etik, kunst- og arkitekturhistorie, afstøbning og kopiering, organisk og uorganisk kemi, bygningsfysik og teknisk museologi. I forbindelse med det praktiske arbejde lægges der vægt på indlæring af dokumentation og udarbejdelse af konserveringsrapporter. En del af undervisningen gives som fællesundervisning.
Optagelse på MonumentalkunstVed optagelse på Monumentalkunst gælder de almindelige optagelseskrav for Konservatorskolen. Som supplement til ansøgningen og eventuelle fotografier af egne arbejder vil udvalgte ansøgere til Monumentalkunst efterfølgende blive bedt om at løse en mindre, bunden opgave.
Bevar mig vel! Hvad laver en monumentalkonservator?Følg Rikke, som arbejder som konservator på Glyptoteket og se bl.a., hvordan hun ved hjælp af moderne teknologi finder spor af farverig maling på romerske statuer. Rikke har læst monumentalkunst på Konservatorskolen i København. |
|
|