Naturhistorisk linje

På Konservatorskolens naturhistoriske linje beskæftiger vi os med konservering af dyr, planter og fossiler. Desuden underviser vi i formidling og naturbevaring.

Inden for naturhistorisk konservering er det nødvendigt at bruge både hoved og hænder. Derfor er det vigtigt, at du kan lide at bruge begge dele samtidig.

Du vil blandt andet blive undervist i botanik, zoologi, geologi og kemi, som understøtter undervisningen i naturhistorisk konservering. Du kommer også til at fremstille modeller og præparater på baggrund af dine egne studier samt arbejde med originale museumsgenstande.

En stor del af vores kurser foregår i felten og i forbindelse med naturhistoriske og medicinske museer.

 

 

Undervisning på Naturhistorisk linje

Undervisningen på Naturhistorisk linjes bacheloruddannelse er tilrettelagt med henblik på at give en bred teoretisk og praktisk indføring i de vigtigste områder, der indgår i konservering og restaurering af naturhistoriske genstande.

Studieforløbet omfatter tre hovedområder, der er fordelt på fem semestre:

Botanisk konservering omfatter bl.a. mikroskoplære, snitte- og farvemetoder og indføring i plante- og vedanatomiske begreber. Endvidere gennemgås forskellige konserveringsmetoder, som bruges til tørpræparation og frysetørring af botanisk materiale.

Ligeledes undervises der i højere planter og herbarielære.

Zoologisk konservering omfatter både invertebrater og vertebrater. Undervisningen i invertebrater foregår som feltkursus, hvor forskellige invertebratgrupper gennemgås. De vigtigste vertebratgruppers morfologi og systematik gennemgås og belyses ved dissektion. Desuden diskuteres evolutionsteorier, klassifikationsmetoder og dyreetik.

Denne viden danner basis for kurser i konservering og restaurering af zoologiske præparater. Der undervises i taxidermi, hvor vægten lægges på restaurering af gamle zoologiske præparater.  På kurset i huder og skind gennemgås struktur, histologi, kemisk-fysiske egenskaber, garvning og nedbrydning samt flåning og opmåling af dyr i museale sammenhænge.

Washington-konventionen (CITES), Konservatorbekendtgørelsen og den lovpligtige protokollering gennemgås sammen med Jagt- og Naturfredningsloven. Kurset afsluttes med eksamen.

 

Nummer 16

Foto: Zina Fihl og Universitetsmuseet i Bergen

 

Den danske fauna gennemgås i artsbestemmelseskurser, der ligeledes afsluttes med en eksamen. Endvidere gennemgås problemer omkring zoonoser, der er zoologiske sygdomme, som smitter fra dyr til menneske.

Geologisk konservering omfatter en bred introduktion til geologi, geologiske arbejdsredskaber og metoder. Bjergarternes dannelse, opbygning og nedbrydning gennemgås, og der er øvelser i mineral- og bjergartsidentifikation.

Den konserveringsrelaterede del omfatter først og fremmest palæontologisk materiale, dog gennemgås palæontologi i særskilte kurser. De vigtigste metoder indenfor syre- og mekanisk præparation gennemgås.

Derudover undervises der blandt andet i: Afstøbningsteknik, kopiering og modelfremstilling, fotografisk dokumentation, naturbevaring, udstillingsteknik, kemi, dokumentation og teknisk museologi.

En del af undervisningen gives som fællesundervisning.

Nærmere oplysninger om Naturhistorisk linje fås ved henvendelse til afdelingsbestyrerne Arne Redsted Rasmussen eller Knud Botfeldt

 

Optagelse på Naturhistorisk linje

Ved optagelse på Naturhistorisk linje gælder de almindelige optagelseskrav for Konservatorskolen. Derudover lægger Naturhistorisk linje vægt på dokumenteret interesse for biologi og/eller geologi.

 

Nummer 15

 

Bevar mig vel! Hvad laver en naturhistorisk konservator?




Abdi er uddannet naturhistorisk konservator fra Konservatorskolen i København og arbejder i dag på Naturhistorisk Museum. Her arbejder han med alt fra hvalskeletter til dinosaurer og planter. Hør hvordan man som naturhistorisk konservator kombinerer bl.a. kemi, biologi, zoologi, palæontologi i en anderledes branche.

 

 

Til forsiden